- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Annegret Friedrichsen: Maya, jeg Maya – Breve fra en kat

Post fra en kat!
Katten Maya er forvildet sig væk fra sin familie, ud gennem en hul i hegnet. Hun kan ikke finde tilbage, men drager i stedet på eventyr og beretter i breve hjem til sin familie, især pigen Anna, om sine mange spændende oplevelser. Maya er en småfilosofisk kat, som på sin egen ordløse kattefacon bringer en række forskellige mennesker sammen, da det bliver nødvendigt. – Mayas første nye ven, Blomster-Johan, er nemlig i stor fare for at blive sat ud af sit lille kolonihavehus, men Maya er heldigvis en kat, som er god til at skabe kontakter på sin rejse gennem den store kolonihave, så det lykkes hende med sammen andre nye, gode venner, forfatteren Morten, drengen Emil, Blomsterkvinden og hendes døtre, at hjælpe Blomster-Johan. Men hvor skal Maya bo, når kolonihaven lukker ned for vinteren?

Maya, jeg Maya er en fin historie i brevform om en bortløben kat, som især vil appellere til dem, som har oplevet at deres kat er forsvundet. Vinklen med katten som skriver hjem for at lade sin familie vide, den har det godt og ikke har glemt dem, er ny og meget sympatisk. Man vil gerne vide, det ender godt for Blomster-Johan og for Maya, men jeg blev ikke grebet af historien. Nok især fordi jeg følte mig irriterende ‘belært’ undervejs, stod jeg halvt om halvt af historien. Det forekom påtaget at jeg – sammen med katten Maya – skulle høre ikke blot om H.C. Andersen men også om Johannes V. Jensen, Josefine Ottesen, Henrik Hordbrandt og andre forfatteres fortræffeligheder, selvfølgelig af katten Mayas forfatterven Morten. – Det virkede påtaget ‘pædagogisk’ på mig.

Selvlæsning fra ca. 9 år.

Flotte og fabulerende illustrationer af Heidi Vandal holdt i sort/hvide-farver med indslag af (postkasse-)rødt.

Annegret Friedrichsen: Maya, jeg Maya – Breve fra en kat. Turbine, 2009.-62 sider