- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Ann Brashares: Piger i jeans – den tredje sommer

Ann Brashares: Piger i jeans - den tredje sommerSidste del af historien om septembersøstrene, deres magiske jeans og deres ubrydelige venskab.

Pigerne er blevet 17 år, og high school eksamen er overstået. Foran dem ligger deres sidste sommer sammen, inden de tager på college. Pigerne har som altid lagt planer hver for sig men er samtidig meget bevidste om, at dette er deres sidste sommer sammen inden deres liv forandres.

Bee vender tilbage til fodbold sommerskolen – denne gang som træner. Her får hun nye oplevelser, men møder også gamle venner. Med på lejren er også Eric som var Bees første kærlighed. Mødet med Eric bringer mange triste minder frem, men giver også Bee mulighed for at gøre op med fortiden.

Carmen bliver ansat til at passe Lenas gamle bedstemor, som er flyttet fra Grækenland og har svært ved at finde sig til rette i USA. Men Carmens sommer præges også af den kendsgerning, at Carmens mor er gravid. Efter at have været enebarn i 17 år, må Carmen nu vige pladsen for et nyt familiemedlem, og det er ikke nemt at acceptere.

Tibby tænker meget på fremtiden, for hvad vil der ske, når pigerne ikke længere kan se hinanden hver dag. Hun finder ud af, at hun er bange – bange for at tage springet og prøve noget nyt, for at gengælde vennen Brians forelskelse og bange for hvad fremtiden bringer.

Lena nyder sommeren, inden hun skal på kunstskole. Men valget af skolen falder ikke i hendes forældres smag. De ønsker, at hun tager en mere fornuftig uddannelse og pludselig vil de ikke betale for hendes skolegang. Så nu må Lena vælge mellem skolen og familien, og vælger hun skolen må hun selv finde en måde at betale.

Piger i jeans – den tredje sommer er en fin afslutning på de fire pigers historie. Som de tidligere bøger er det pigerne og deres problemer, der er i centrum. Pigerne gennemgår gennem de tre bøger en udvikling. I seriens første del er pigernes største problemer hvilke drenge, de kan lide og om følelserne er gengældt. I denne sidste er pigerne modnet, og nu er det fremtiden og venskabet, der er vigtigst.

Ann Brashares: Piger i jeans – den tredje sommer (Piger i jeans: 3). Oversat af Dorte Egbert Nielsen. Carlsen, 2005. Forside: ?