Et letlæst, men intens lille fortælling om natdyret Jim.
Jim flygter hen over isen, mens en stor, sort bil brøler tungt i mørket bag ham. Det lyder som slutningen på en actionfilm, og det er det også – slutningen, altså, eller i al fald en del af den, men ikke på en film. I stedet er det (også) starten på Anita Krumbach tæt konstruerede ”Natdyr”, en letlæst roman i Vild Dingo: Dystopia-serien.
Det er drengen Jim, der er hovedpersonen, og han er ikke nogen helt almindelig knægt. Han sover nemlig ikke. Når andre er gået i seng, sidder han oppe i mørket, betragter rævene, der tømmer skraldespande på den anden side af gaden, og tænker over verden. Han er titlens natdyr. Det er en evne, han har arvet fra sin mor, men modsat hende føler han sig faktisk skarpere, mere levende om natten. Men det forhindrer ikke Jims liv i at gå i opløsning omkring ham og sorte hemmeligheder i at afsløres.
Letlæst-formatet sætter naturligvis sine begrænsninger for, hvad man kan gøre som forfatter. Anita Krumbach har sammensat historien om Jim som et puslespil (hvilket også er grunden til, at slutningen kan være starten). De enkelte scener springer frem og tilbage i tiden, afslører nye detaljer og opbygger en samlet billede, der er dystert og skræmmende, men i sidste ende også forløsende.
Natdyr er Krumbachs debut, og hun har udført opgaven flot – hun tager et meget enkelt koncept (Jims manglende behov for (eller evne til) at sove) og lader resten af historien folde sig ud derfra. Hun forsøger ikke at blænde eller overraske læseren med bulder og brag; i stedet fokuserer hun på fortællingen, og den har hun godt fat om. Det hele er stemningsfuldt illustreret af Morten Voigt, der præcist rammer stemningen af, at hele verden er dækket af nat. Tilsammen har de gjort Natdyr til en af de letlæst-romaner, der nok er enkelt skrevet, men stadig stiller krav til læseren.
Anita Krumbach: Natdyr (Vild Dingo, Dystopia). Illustreret af Morten Voigt. Gyldendal, 2008, 47 sider.