- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Angel T. Kirkegaard.: Wonderboy

wonderboyModig og velskreven ungdomsroman om tabuer.

Lau er 15 år og skolens Casanova. Han er cool, tjekket og én af dem der bestemmer i klassen. Pigerne er vilde med ham, og drengene ser op til ham! Han har styr på det hele, lige indtil Theis med de grønne øjne og det generte smil begynder i klassen.

Theis er hverken tjekket eller cool, men han vender fuldstændig op og ned på Laus tilværelse. Måske er Lau ikke den, han troede, at han var. De 2 drenge bliver venner og efter et stykke tid også kærester, men da de går i 9. klasse, skjuler de deres kærlighedsforhold og lader bare, som om de er bedste venner! Det giver dem en del problemer af forskellig art, både fordi Lau ikke er, som han plejer, når han er sammen med Theis, og fordi Theis har svært ved at greje den ”rolle”, Lau spiller, når han er sammen med de andre i klassen.

Theis har ikke mange venner, men finder dog én at snakke med udover Lau. Det hjælper ham lidt at kunne betro sig til en anden, selvom han har svært ved at få det sagt! Lau har ikke nogen at betro sig til, og det gør, at han føler sig splittet og medfører endnu flere problemer mellem de to drenge.

Wonderboy er forfatterens debutroman. Hun skrev den, da hun var 16 år, og det, synes jeg, er imponerende. Hun skriver meget modent af sin alder, og det er modigt af hende at skrive om homoseksualitet blandt så unge mennesker.

Jeg ved ikke, hvilken bog man kan sammenligne den med, for ofte handler bøger om homoseksuelle om voksne, og denne handler jo om erkendelsen af, at man er homoseksuel og at være det som ganske ung.
Det er en rigtig god bog, som alle bør læse, for den giver et (føler jeg) realistisk billede af, hvordan det er og hvor svært det er at være ung og skille sig ud fra mængden!

Angel T. Kirkegaard: Wonderboy. Omslagsillustration: Mikkel Henssel. Carlsen, 2008, 233 sider.