Da Victor var 1 år, blev han væk. Hans mor fandt ham i en brønd. Alt, han husker, er et kvindeansigt. 12 år efter forsøger han med sin bror og en ven at løse gåden. Det skulle de aldrig have gjort.
Victor, hans tvillingebror Jacob og vennen Sammy skal holde ferie hos Sammys farfar i den by, hvor Victor blev reddet op af brønden. Victor vil opklare, hvad der egentlig skete, og hvem den mystiske kvinde var. Sammys Farfar er en sær mand, som stiller drengene matematiske gåder og ellers hugger brænde. Desværre vækker øksehuggene og drengenes ankomst stærke følelser til live, og snart breder uhyggen sig.
De tre drenge får følgeskab af pigen Pia og hendes lillebror Lasse, som endnu går i børnehave. Pga. uheldige omstændigheder fatter Victor mistanke om, at byens bibliotekar er kvinden, han husker. Han beslutter at bruge Lasse som lokkemad. Det fører til, at de to drenge ender i kløerne på en psykopatisk kvinde, og nu bliver ferien for alvor uhyggelig.
Bogen har skiftevis Jacob og Victor som jeg-fortæller. Det giver et godt indblik i, hvor forskellige tvillingerne egentlig er. Victor er mørk og grublende og nærmest besat af fortiden, mens Jacob er mere lyst indstillet og faktisk mere optaget af at gøre indtryk på Pia. Som selvfølgelig falder for Victor (Hvorfor er vi piger så dumme?). Den skiftende synsvinkel giver en meget bred historie, fordi drengene dels oplever forskellige ting og dels lægger mærke til forskellige ting, når de er sammen. Indimellem er der korte afsnit, hvor man følger den mentalt forstyrrede kvinde. Det er noget, som kan give gys ned af ryggen. Hendes faste overbevisning om, at børnene er forklædte hævnere, der er ude efter hende, giver et skræmmende glimt af et sind i skred.
Det bliver aldrig helt klart, hvorfor kvinden tror, drengene er ude efter hende. Hun bærer rundt på en kæmpe skyldfølelse overfor en lille pige Alice, som døde. Måske druknede hun? Og kvinden er overbevist om, at det er hendes skyld. Hvordan det hænger sammen bliver aldrig helt opklaret i bogen. Det er både bogens styrke og svaghed. Jeg er nemlig ikke meget for løse ender. Jeg foretrækker, at tingene bliver rundet af til sidst. Men her åbner det mulighed for en foruroligende mulighed, at Alice måske kun eksisterer inde i kvindes syge sind?
Victors kyniske brug af Lasse vækker også eftertanke, og det er befriende, at han under fangenskabet gør alt for at berolige Lasse, og at han tager fuldt ansvar for sin handling. Han skammer sig forfærdeligt og indser, at målet ikke helliger midlet. Man må så håbe, at han med tiden kan tilgive sig selv, så han ikke ender som kvinden.
Bogen er fuld af snigende uhygge og sære varsler, selvom monsteret ikke er noget overnaturligt. Måske fordi jeg finder mentalt forstyrrede personer langt mere skræmmende end overnaturlige monstre? Det er dog en mere realistisk fare.
Jeg nød at læse den, MEN jeg må dog sige, at beskrivelsen af den sure bibliotekar gav mig lyst til forurettet at råbe SÅDAN ER JEG IKKE! Hvorfor skal bibliotekarer altid være enten kedelige eller sure?
Anette Herzog: I brøndens mørke. Høst, 2005. Forside: Rolf Kuchling.